Overtager aktiviteterne i Guldborgsund Elementfabrik

CRH Concrete redder 30 arbejdspladser ved at overtage aktiviteterne i den konkursramte Guldborgsund Elementfabrik

Få dage efter konkursen i sidste uge skal der igen produceres betonelementer i Guldborgsund, hvor 35 medarbejdere blev sendt hjem, da Guldborgsund Elementfabrik A/S gik konkurs.

Det var finanskrisen, der tømte kassen i Guldborgsund Elementfabrik A/S, som har været ejet af Gunnar Hansen siden 2003.

- Finanskrisen har rullet siden 2008, og vi har haft problemer med at tjene penge på driften. Vi havde ganske enkelt for lidt på bankbogen til at stå igennem krisen, siger Gunnar Hansen.

Gunnar Hansen fortsætter som fabrikschef i CRH Concrete A/S og daglig leder af fabrikken i Guldborgsund. Alle de uafsluttede leverancer efter Guldborgsund Elementfabriks nylige konkurs vil blive tilbudt gennemført under det nye ejerskab i CRH koncernen, hvilket giver kunderne mulighed for at redde sig ud af den kattepine, konkursen giver anledning til.

Claus Bering oplyser, at CRH koncernen, landets største leverandør af betonelementer, overtager aktiviteterne i Guldborgsund Elementfabrik som led i strategien om at skrue op for investeringerne i nye produkter og øge kapaciteten.

 

Yderligere oplysninger

Yderligere oplysninger fås hos adm. direktør Claus Bering på telefon 4057 5655.

 

FAKTA om CRH Concrete
CRH Concrete A/S, der ejer brands som Betonelement, dalton, EXPAN, EXPAN Villa og Modulbad – og nu også Guldborgsund Elementfabrik – er med markedets største og bredeste produktprogram Danmarks førende leverandør af betonelementer og systemløsninger. Vi beskæftiger for tiden ca. 1.100 medarbejdere fordelt på 10 fabrikker i hele Danmark.

CRH Concrete A/S er en del af den internationale koncern CRH plc,. der med ca. 80.000 medarbejdere fordelt i 35 lande er blandt verdens største byggematerialekoncerner.